Alphaville
Big In Japan
Genre: Synthpop | Udgivet: januar 1984
Jeg er stor i Japan
Af: Philip
I disse uger er det præcis 42 år siden tyske Alphaville gjorde deres debut på hitlisterne med "Big in Japan".
Sangen var den første single for vesttyske Alphaville og den eneste der hittede i UK.
Den var delvist inspireret af The Safety Dance, der netop havde været et hit på vore breddegrader få måneder forinden.
Marian Gold udtænkte teksten mens han var ved tandlægen, og den handler om et par venner, der kom i narkomiljøet ved Bahnhof Zoo i Berlin. Selve linjen "Big in Japan" referer til når narkomanerne havde travlt med at sige at de ikke var tabere, for i Japan var de store. Den handler om at leve i en anden verden, hvor man har succes og er stoffri.
Gold har senere fortalt at han ikke var sikker på om han ville have sangen med på albummet, fordi den var selvbiografisk og handlede om hans tid i Vestberlin og miljøet omkring Bahnhof Zoo i slutningen af 1970'erne. I et interview i 2022 fortalte han til gengæld at han var stolt af at have numre som Big in Japan og Forever Young med sig i bagagen.
Den dag i dag hører man jævnligt sangen i radioen, også her i Danmark, hvilket er noget af en bedrift, med tanke på at dansk radio i dag stort set kun spiller britisk og amerikansk musik, når de spiller udenlandsk musik fra 1980'erne, selv om Tyskland også var en stor spiller på datidens danske singlehitlister.
Også opfølgeren, "Sounds like a Melody", blev stor på hitlisterne i 1984, og i 1993 brugte Cappella introen i "U Got 2 Let the Music", men det er en anden historie.
| De officielle hitlister | |
| Land/hitliste | Topplads |
|---|---|
| Sverige | 1 |
| Norge | 3 |
| Vesttyskland | 1 |
| Østrig | 4 |
| Schweitz | 1 |
| Holland | 2 |
| Belgien | 2 |
| Frankrig | 13 |
| Spanien | 2 |
| UK | 8 |
| Irland | 4 |
| Polen (Lytterliste, 1984) | 9 |
| Europa | 1 |
| Australien | 67 |
| Canada | 67 |
| Sydafrika | 5 |
| Uruguay | 4 |
| USA (Hot 100) | 66 |
| US Hot Dance | 1 |
| Hitlisterne på ChartBase | ||
| Hitliste | Uger | Topplads |
|---|---|---|
| CB TimeMachine | 27 | 3 |

